

Dinas Forskerskole afholder workshop for ph.d.-studerende den 22. og 23. april 1999 på Koldkærgård Landboskole i Skejby. Dinas forskerskole har som formål at bidrage med støtte og inspiration til forskeruddannelse af informatikkyndige medarbejdere til jordbrugsforskningen, til rådgivningstjenesten og til erhvervet. Målgruppen er ph.d.-studerende, hvis projekter tager udgangspunkt i jordbrugsvidenskabelige problemstillinger og indeholder elementer af informatik i bred betydning forstået som matematik, statistik og datalogi. Også "jordbrugsvidenskabelig" skal forstås bredt og omfatter således også veterinær- og skovbrugsvidenskab.
Temaet for denne 4. workshop er Bayesianske net, som er en metode til håndtering af komplekse stokastiske modeller. En introducerende artikel om enmnet er Bedre Beslutninger med Bayesianske Netværk af Erik Jørgensen og Steffen Lauritzen. Fra artiklens indledning citeres:
Bayesianske net har et væld af praktiske anvendelser. De anvendes til at finde årsagen til printerfejl på din PC, til overvågning af styreraketter i rumfærgen Challenger og til medicinske diagnoser. Også inden for jordbruget er mulighederne oplagte. Vi forsøger at åbne et vindue til nettenes hemmeligheder. Bayesianske net er udviklet sidst i firserne baseret på klassisk sandsynlighedsregning, kombineret med moderne grafteoretiske algoritmer. Danske jordbrugsforskere var blandt de første til at interessere sig for teknikken igennem forskningssamarbejdet DINA. Microsoft Research har forlængst oprettet en forskningsafdeling, som udvikler nettenes anvendelsesmuligheder i computerteknologien. Hewlett-Packard har valgt at samarbejde med danske forskere: HP har oprettet et forskningslaboratorium på Aalborg Universitet og har investeret i Aalborg-firmaet HUGIN Expert A/S.
I første del af workshop'en introduceres begreberne og der bliver rig lejlighed til selv at arbejde med simple modeller gennem indlagte computerøvelser. Baysianske net er særligt velegnede som modelleringsmetode ved problemstillinger, hvor viden er behæftet med usikkerhed, og hvor informationer fra flere forskellige kilder skal kombineres på konsistent vis. Disse egenskaber kendetegner netop mange biologiske systemer, og i anden del lægges derfor vægt på at præsentere en bred vifte af jordbrugsvidenskabelige anvendelser.
Alle ph.d.-studerende med informatik-relevante projekter indbydes hermed til workshop'en. Deltagelse med kost og logi er gratis. Rimelige rejseudgifter (ikke fly) refunderes også, men der ydes ikke diæter. Ud over de tilmeldte ph.d.-studerende vil forskerskolens eksperter, nogle af Dinas IT-koordinatorer og indbudte gæsteforelæsere være til stede.
Vel mødt på Koldkærgård Landboskole!
Anders Ringgaard Kristensen
Lektor, leder af forskerskolen

Author: phd@dina.kvl.dk. Updated: 2 March 1999