Traditionelt set har man de sidste 100 år arbejdet med diameterklassefordelinger som styrings- og kontrolredskab i plukhugstskov. Der er fremsat forskellige teorier om, hvad der karakteriserer diameterfordelingerne i balanceret plukhugstskov, alle bygget op omkring en negativ eksponentialfunktion.
Imidlertid synes der at være en vis risiko forbundet med at anvende diameterklassefordelinger som styringsredskab ved konvertering af ensaldrende bevoksninger til uensaldrende. Det skyldes især, at man risikerer at udvikle en diameterspredning, som ikke repræsenterer en tilsvarende aldersspredning i bevoksningerne. Desuden tages ikke hensyn til træernes indbyrdes placering. Endvidere er det endnu ikke lykkedes at udvikle metoder, der kan angive, hvilken diameterfordeling man skal stræbe efter i den enkelte bevoksning.
Såfremt man antager, at lige lange udviklingsstadier i en livscyklus optager lige store arealandele i en bevoksning, opnår man følgende:
I stedet for at opgøre diameterfordelingerne, opgøres den arealmæssige andel af aldersklasser eller udviklingsstadier. Dette forudsætter imidlertid, at man har et vist kendskab til varigheden af udviklingsstadierne eller har kendskab til de enkelte træers alder. Metoden har endvidere den mangel, at man ikke umiddelbart opnår viden om tilvækst, hugstudbytter og sortimentsforhold. Derfor er det nødvendigt at udvikle hjælpeværktøjer til dette.
Author: phd@dina.kvl.dk. Updated: 26 November 1997