Dina Research School
Søren Østergaard
Udvikling af en simuleringsmodel indgår som et væsentligt element i Ph.D. projektet:
"Samspil mellem fodring, sundhed og produktion i en malkekvægsbesætning". Som støtte
hertil og som uddannelse i datalogi, indeholder Ph.D. kursusplanen et tilpasset datalogikursus
med omfang svarende til 70% af et semesterværk. Gennem opgaveløsning og opfølgende
diskussioner er grundlæggende begreber og algoritmers effektivitet og korrekthed
gennemgået med anvendelse af programmeringssprogene ML og Pascal. Elementer herfra er
efterfølgende anvendt i en større kursusopgave med videreudvikling og omprogrammering af
en simuleringsmodel i Pascal. I kursusopgaven tages udgangspunkt i en eksisterende
programpakke kaldet SimHerd. Programkoden udgør 9500 programlinier eller 292 KB som
ASCII tekstfil. SimHerd er en Monte Carlo simuleringsmodel der fremskriver en
malkekvægsbesætnings produktion og tilstand over tiden i et hierarkisk system med
udgangspunkt i det enkelte dyr i samspil med det overliggende besætningsniveau.
Programpakken bestående af modellen og dets hjælpeprogrammer anvendes til såvel
forskning, rådgivning og undervisning, men er primært et forskningsredskab der udvikles
gennem forskningsprojekter. Denne udvikligningsproces betyder hyppige tilpasninger og
udbygninger, som ofte foretages af nye personer uden stor programmeringsekspertise. Det er
derfor vigtigt, at programmerne har en struktur og en programkode, der tilgodeser at
ændringer kan foretages med mindst mulig risiko for at fejl og inkonsistenser opstår. Et af
formålene med kursusopgaven har derfor været at omstrukturere og omprogrammere
programpakken så disse hensyn bliver bedre tilgodeset og derved forbedre programpakkens
fremtidsperspektiv. Suppleret med udvalgte og ønskede udbygninger er kursusopgaven
konkretiseret til følgende delopgaver:
- nemmere versionering til andre sprog,
- internationalisering af fodervurderingen,
- omstrukturering m.h.p. at undgå fejl og inkonsistenser ved programændringer,
- forbedring af læseligheden af programkoden og
- mulighed for simulering af større besætninger.
Gennem indlægget søges eksemplificeret et Ph.D. kursusforløb i datalogi for en studerende
med forudsætninger svarende til indholdet af kandidatkurserne i datalogi ved KVL.
Author: phd@dina.kvl.dk. Updated: 26 November 1997