Dina den 30. december 1997
Dinas Bestyrelse har ansvaret for Dinas aktiviteter i henhold til vedtægterne.
Bestyrelsen udfører sine opgaver i møder. Møder ledes af formanden og i dennes fravær af næstformanden. Dinas chef er sekretær for Bestyrelsen.
Formanden kan efter bemyndigelse af Bestyrelsen eller i sager af særligt hastende karakter træffe beslutninger på baggrund af skriftlig eller mundlig kontakt til alle medlemmer af Bestyrelsen. Endelig kan Bestyrelsen i konkrete enkeltsager uddelegere sin beslutningskompetence til formanden.
Ved et medlems forfald indtræder den valgte suppleant.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af institutionerne er repræsenterede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed blandt de fremmødte. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Visse beslutninger kræver enstemmighed og evt. endda godkendelse af institutionerne, jf vedtægterne. I sådanne sager skal der efterfølgende indhentes de nødvendige godkendelser.
Beslutninger kan kun træffes vedrørende punkter, der er på dagsordenen. Optagelse af nye punkter på dagsordenen kan kun ske i enighed blandt de fremmødte, og beslutninger under et sådant punkt skal efterfølgende accepteres af de ikke tilstedværende for at være gyldige.
Der afholdes normalt 2 og mindst 1 ordinært møde om året. Ekstraordinære møder kan indkaldes af formanden på eget initiativ eller på opfordring fra medlemmerne eller fra Dinas chef. Møder indkaldes af formanden med mindst 14 dages varsel. Om nødvendigt kan et ekstraordinært møde indkaldes med kortere varsel end 14 dage. Normalt fremsendes alle mødebilag samlet. Mødeindkaldelse med dagsorden skal desuden være offentligt tilgængelig på Dinas web.
Dagsordenen for de ordinære møder indeholder som minimum punkterne: 1. Dagsordenen, 2. Endelig godkendelse af referat fra sidste møde, 3. Beretning fra Dinas chef. 4. Dinas arbejdsplaner og 5. Dinas økonomi.
Der udfærdiges et beslutningsreferat, der underskrives af formanden og af Dinas chef. Referatet placeres på Dinas web med forbehold for endelig godkendelse og bestyrelsens medlemmer adviceres med e-mail. Referatet betragtes som godkendt som grundlag for arbejdet i Dina, såfremt der ikke kommer indsigelser inden en nærmere fastsat frist på mindst 1 uge. Referatet forelægges til endelig godkendelse ved næste møde.
Forretningsordenen kan ændres af Bestyrelsen ved beslutning på
et møde.
Denne forretningsorden er godkendt på Bestyrelsens møde
den 18. november 1997.
Søren A. Mikkelsen
/Mogens Flensted-Jensen